Ally HoustonJeg har brugt mange år på at coache folk, primært kvinder, i deres metaboliske sundhed. Hver af dem kom med en liste over symptomer (træthed, irritabilitet, en overvældende trang til at kaste et krus i hovedet på deres mand, når han tyggede sin toast for højt). De havde også en liste over mål, de håbede, jeg ville hjælpe dem med at opnå (tab dig, få energi, få muskler, bruge nyerhvervede muskler til at kaste krus med mere kraft).
Men jeg bemærkede ofte noget andet i vores tidlige samtaler. Noget dybere og råere, som gik ud over de åbenlyse mål og forhåbninger; noget der lød som sorg over en person, de savnede dybt, men ikke længere følte sig forbundet med. De sagde ting som "Jeg føler mig ikke som mig selv", "Jeg genkender ikke mig selv i spejlet længere" eller "Jeg vil bare have den gamle mig tilbage, jeg savner hende."
I lang tid antog jeg, at dette var noget unikt for de mennesker, der valgte at arbejde med mig, at det var en slags selvudvælgende stikprøve. Men jo mere jeg tænkte over det, jo mere spekulerede jeg på, om det var tilfældet. Var disse følelser unikke for mine klienter, eller var de en del af et større billede? Så jeg gjorde, hvad enhver med en videnskabelig baggrund ville gøre: Jeg begyndte at lave noget research.
Jeg læste næsten otte tusinde opslag på sociale medier af kvinder, der delte deres oplevelser. Kvinder, der skrev åbent og ærligt, kvinder, der ikke prøvede at sælge noget, kvinder, der bare ville få det, der skete med dem, ud for at forsøge at give mening til det hele. Jo mere jeg læste, jo mere begyndte jeg at se et mønster; de samme vittigheder, der skjulte den samme frygt og bekymring, dukkede op igen og igen. Det var ikke kun mine klienter: tusindvis af kvinder gik alle igennem det samme, men de følte alle, at det bare var dem.
Det mærkelige var, at på trods af deres antal var dette en usynlig demografisk gruppe. Og så indså jeg, at det faktisk var antallet af kvinder involveret, der gjorde dem usynlige. Hvorfor? Fordi når alle er trætte, har hjernetåge og ikke føler sig helt sig selv, virker det normalt, og når noget virker normalt, sætter man ikke så meget spørgsmålstegn ved det, som man burde. Vi glemmer, at "det sker for alle" ikke er det samme som "rigtigt" eller noget, man bare skal finde sig i.
Det var hjerteskærende at læse, men som mange af disse kvinder selv sagde, havde historierne ofte en sjov side. En kvinde skrev om at have glemt ordet "håndled" og tyet til udtrykket "hånd ankler". En anden ryddede et tændt stearinlys væk i en skuffe, lukkede skuffen og gik væk. Heldigvis advarede lugten af ulmende møbler hende om, hvad hun havde gjort. Blandt historierne om at lede efter telefonen, man har i hånden, eller at gå ind i et rum og glemme hvorfor, var historien om kvinden, der glemte sin egen datters navn midt i en sætning og i stedet måtte forsøge at beskrive hende. Forestil dig, hvordan den samtale lød: "Jeg skal ud og handle med ... du ved, den pige, hende med brunt hår, bor i mit hus, jeg giver hende lommepenge hver lørdag ... hende, jeg jo fødte! Hende!"
Selvom jeg aldrig havde oplevet noget så ekstremt som at glemme et familiemedlems navn, resonerede disse historier med mig. For et par år siden fik jeg styr på mit eget helbred ved at lede efter mønstre blandt de spredte prikker. Det er derfor, jeg fik øje på et mønster i disse kvinders historier.
I et tidligere liv arbejdede jeg som ingeniør på en laserfabrik (jeg havde en uddannelse i fysik, og irriterende nok havde Einstein og Newton allerede lavet alle de virkelig fede ting). En gang imellem begyndte en laser tilfældigt at virke bedre eller værre end før, og vi kunne ikke finde ud af hvorfor. Når det skete, gav vi "kosmiske stråler" skylden. Det var en joke, men også vores måde at sige: "Der foregår noget, men vi gider ikke undersøge hvad. Det er ikke alvorligt nok til at bekymre os om, så det er ikke noget stort problem." (Du er nok glad for, at jeg arbejdede på en laserfabrik, ikke på et atomkraftværk!)
Den måde, kvinders følelser og oplevelser bliver afvist og afskrevet som "ikke noget særligt", minder mig om de der "kosmiske stråler". Men det er ikke ingenting. Det bør ikke afskrives. Det er værd at se nærmere på. Jeg vil ikke love en mirakelkur, jeg vil ikke engang sige, at der er et pænt mønster og et pænt svar at finde. Enhver, der kommer med den slags løfter, prøver sandsynligvis at sælge dig noget. Din krop er ikke enkel, og det er løsningerne heller ikke (uanset hvad alle "proteinbrødrene" og kosttilskudssælgerne prøver at fortælle dig).
Det, jeg vil sige, er, at ting som hvad du spiser, dine søvnmønstre, hvor meget du bevæger dig, og hvor du er i løbet af måneden, kan være mere knyttet til, hvordan dit hoved har det, end du måske tror. Jeg er ikke her for at forklare din krop og dine følelser for dig (udover at det er langt ud over min erfaring; jeg vil ikke have nogen krus kastet efter mit hoved). Jeg tror bare, at disse forbindelser kan være værd at se på og udforske.
Du undrer dig måske over, hvorfor jeg fortæller dig alt dette; jeg har trods alt allerede sagt, at jeg ikke sælger et produkt. Jeg har ikke engang et online akademi, som du kan tilmelde dig for et praktisk månedligt gebyr. Hvad jeg har, er en evne til at spotte mønstre og personlig erfaring med, hvordan det kan være nyttigt. Og ud fra at tale med mine klienter og læse de otte tusinde indlæg, tror jeg, at det første skridt mod at føle sig som dig selv igen er at genkende din oplevelse og indse, at du ikke er alene.
Dette blogindlæg afspejler forfatterens mening og/eller erfaring. Det er kun til orientering og bør ikke betragtes som en erstatning for professionel lægelig rådgivning, diagnose eller behandling. Hvis du har spørgsmål om en helbredstilstand eller bekymringer relateret til dit velbefindende, skal du altid konsultere din læge eller en anden kvalificeret sundhedsperson.
